Årsberetning 2020/2021

Beretning for Biografforeningen Dagmar ved Generalforsamlingen den 7. marts 2022

Beretningen i år omfatter både 2020 og 2021, da vi ikke kunne afholde Generalforsamling i 2021 på grund af Covid- restriktioner.

Beretningen for de 2 år er, lige som for 2 år siden, meget enkel.

Vi har i bestyrelsen alene arbejdet på fastholdelse af filmklubberne og har, hvis vi selv skal sige det, gjort det til stor tilfredshed for vores film-gængere. Og selvfølgelig også for os selv. Det andet ben, som blev vedtaget på Generalforsamlingen i 2014 arbejdes der ikke på, da vi for nuværende ikke kan se nogle muligheder i finansiering af et biografprojekt.

Der har i begge år – i foråret – været planlagt 4 aftenfilm og 4 Seniorfilm og i efterårsprogrammerne tilsvarende 4 aftenfilm og 4 seniorfilm. Filmene har haft en stor bredde/spændvidde.
Desværre måtte vi i 2020 aflyse forestillingerne for SeniorBio i marts og april og aftenforestillingen i april på grund af restriktionerne i forbindelse med Corona.
I 2021 blev hele forårsprogrammet aflyst og vi kom først i gang fra oktober, men måtte så aflyse sidste Seniorbio i december.
Der har til forårets aftenforestillinger i 2020 været 151 biografgængere og 194 biografgængere til Seniorforestillingerne.
I efterårsprogrammet 2020 var tallene aften: 84 og Seniorfilm 156.

Det vil sige, at omkring 600 personer har været til Film i SeminarieHuset. Det svarer sådan ca. til 3/4 de øvrige år. Det kan selvfølgelig ikke overraske med de aflysninger der har været og den tilbageholdenhed folk har haft omkring det at gå ud til arrangementer.

Publikumstallene for 2021 har vi selvfølgelig, men de er ikke signifikante for noget som helst, dels på grund af de mange aflysninger, men også fordi, det er vores opfattelse, at vores publikum var tilbageholden af hensyn til Covid.

Men vi fortsætter og Forårets program 2022 er på banen, godt nok med aflysning af første forestilling i januar.

Når vi vælger film går vi primært efter film, som ikke er de store ”kioskbaskere”, men film som kun går få dage i biograferne eller ikke har været vist i biograferne heromkring. På det segment kan vi se, at vi er i konkurrence med fjernsynets DR2 filmprogram. Det tager vi som en cadeau og som et kvalitetsstempel. Vi håber selvfølgelig, at vi kommer først. Det er heldigvis lykkedes et godt stykke hen ad vejen. Men her i Corona-tiden, hvor vi har været lukket ned, har fjernsynet været hurtigere end os, også på kanaler hvor det lødige filmudbud, om man så må sige, ikke normalt stempler ind.
Men det er da godt at disse kanaler også kommer med gode tilbud. Det kan jo generelt skabe større interesse for filmmediet, og kan vel komme Biografforeningen og Filmklubberne til gode.

Desværre oplevede vi i slutningen af efterårsprogrammet i 2019 at fremvisningsudstyret gik i stykker, så vi måtte aflyse Seniorfilmen i december. Vi har derfor ved de første film i 2020 måtte bruge ikke stationært udstyr, som Biblioteket har lejet. Det var ikke optimalt, men trods alt en brugbar løsning. I foråret blev udstyret repareret og vi var tilbage med en godt udstyr.
Men desværre måtte vi igen i november 2021 aflyse film, da udstyret ikke ville give lyd fra sig. Det kom dog på plads til aftenforevisningen i december.. og så måtte vi aflyse SeniorBio i december p.g.a. de nye restriktioner.

Biografforeningen var 14.-17. oktober 2021 aktiv i forbindelse med Genforenings Folkemødet, hvor vi sammen med tovholderen for SeminarieHuset – Hanne Poulsen – i forbindelse med nogle af foredragene viste film. I øvrigt nogle forholdsvist godt besøgte arrangementer.

I beretningen for 2019 udtrykte jeg betænkelighed ved SeminarieHusets aktiviteter i forbindelse med Privatskolens udflytning. Den betænkelighed blev ikke mindre i løbet af 2019 og er stadigvæk ikke helt afklaret i løber af 2020 og 21. Godt nok har Foreningen Seminariehuset fået tildelt nogle lokaler til aktiviteter, men hvad det betyder på sigt, er der ikke givet noget bud på.

Diskussionen er jo, hvad SeminarieHuset skal bruges til på den lange bane. Der er forslag om at lave et Senior-aktivitetshus, hvor første trin nok er taget. Hvor det forslag lige præcis står i forhold til Esbjerg Kommunes Fritids- og idrætsaktivitetsplan er fortsat svær at sige, da denne plan stadigvæk kun ser ud til at omfatte fysiske aktiviteter og ikke ”stillesiddende” aktiviteter som Filmklub, maleri, keramik, patchwork og lignende.

Det er fortsat Biografforeningens opfattelse, at huset skal bruges bredt og ikke kun som et Seniorhus. Vi kan godt se det positive i, at også børn og unge mennesker kan benytte huset og at det vil give en fælles synergi sammen med seniorer. Derfor har Biografforeningen i flere sammenhæng tilkendegivet dette synspunkt over for bl.a. Esbjerg Kommune.

Som jeg startede beretningen med, er der ikke særlig mange aktiviteter pt., hvorfor jeg vil slutte beretningen for 2020-21 med at takke alle vore publikummer for at bakke op om filmforevisningerne, til ÆldreSagen for godt samarbejde og årligt tilskud og til Esbjerg Kommune for at understøtte filmklubberne økonomisk. Der skal også lyde et stort tak til Biblioteket for et særdeles godt samarbejde.

Til slut vil jeg – selv om det er lidt sent – takke den afgåede ledende bibliotekar Hanne Poulsen for et meget godt og konstruktivt samarbejde i de 7 år som filmklubberne har bestået og ønske hende nogle gode og aktive pensionist år.

Hermed sættes beretningen til diskussion.

11. januar 2022 HCB

Scroll to Top