Om denne forestilling:
Onsdag 12. februar 2025
En sitrende varm sommerdag. Madkurv og tæpper. Frokost på en græsklædt bakketop med udsigt til en sø omgivet af skovklædte bjerge. Latter, snak, pjask i vandet. Far har en rolig stund. På vej hjem småskændes de trætte børn på bagsædet.
Dagen efter fejrer de fars fødselsdag. ”Wiedersehen, Vati,” siger et af børnene, inden han tager afsted på arbejde. Han er en travl mand. Mor tager den mindste med ud i haven. Nu skal de nyde det. Se her: floks, rose, solhat og den smukke dahlia.
En dag kommer mormor på besøg. Stolt viser datteren det rummelige hjem frem med centralvarme og nyt tag, swimmingpool, drivhus og en stor have. I nyttehaven dyrkes sunde grøntsager. De er selvforsynende. ”Det er gået dig godt, min datter!” siger mormor imponeret.
Alt er normalt.
Alt, bortset fra en enkelt detalje: husets beliggenhed. Kun adskilt af en mur med pigtråd for oven ligger huset op ad Auschwitz, koncentrationslejren i Polen.
Berlingske skrev: “Fantastisk film om Anden Verdenskrig. Viser hverken kz-fanger eller jødestjerner. Men det gør ikke gruen mindre.”
Læs anmeldelsen af filmen i filmmagasinet Ekko: The Zone of Interest